Historien

---

Kulfa`ens eventyrlige liv og levned i Gribskov
Af N.Th. Nielsen

I et efterladt manuskript fortæller min bedstefar, kommunesekretær N. Th. Nielsen, Helsinge, om den navnkundige Kulfa`en, Jens Olsen Christensen, hvis regnskabsmand N.Th. var i mange år. E.G.

i slutningen af det forrige århundrede kom en halvgammel murer hver vinter som arbejdsløs til Kagerup savværk; Han fik ophold på Jens Olsens landejendom mod at udføre reparationer m.m.
På et gammelt bindingsværkshus på selve savværkspladsen var en væg faldet ned. Den gamle murer, der skulde mure den nye væg på, havde begyndt at »sætte grund af« da Jens Olsen kom gående forbi huset. Han beskuer det påbegyndte arbejde og udbryder med høj røst: ”Du har jo sat grunden skævt, dit store fjols”. Mureren, der stammede, når han blev ivrig, svarede: » Æ du inte sa-sa-sat skæ-skævt ae « Jens Olsen kvitterede med en regulær lussing. hvorefter han med sine langskaftede støvler sparkede det udførte arbejde ned, og henvendt til mureren siger han: » Når jeg i eftermiddag kommer tilbage fra skoven, vil jeg for din egen skyld håbe, at det, du har lavet, er godt. « Da J.O. kom hjem fra skoven, var en ny og upåklagelig grund » Sat af « og mureren havde begyndt på den nye væg; Han arbejdede ufortrødent videre uden at tage hensyn til Jens Olsen ankomst. Da savværksmanden ikke kan finde noget at udsætte på murerens arbejde, siger han » Jeg syntes, du sveder, er du bange for der ikke vanker snapse til midaften (Aftensmaden)? Mureren svare: » Hvis jeg sve-sveder æ de no-noget a ar-arbede og no-noget a angst. « Herefter forlod Jens Olsen smilende mureren og huset.

Det skete engang, at en læs enghø til hjortene i Dyrehaven blevet kasseret og modtagelsen nægtet. Hølæsset blev da kørt til opslagspladsen på Jagtvejen, hvor høet blev omsorteret, således at det fine hø dækkede siderne og det øverste lag medens det dårlige hø kom ind i midten af det store og brede læs. Et par dage efter blev det kasserede, men nu omsortere de og pyntede hølæs, på ny forevist og nu godkendt!

Da Jens Olsen kom tilbage fra Dyrehaven, sagde han: » Sådanne none infame kvæghoder skulle fandme inte ha`e lov til at bestride sådanne pladser. «

For ca. 60 år siden var en arbejdsmand, der boede i Gadevang, blevet antaget til arbejde på Kagerup savværk. Denne mand havde i længere tid været arbejdsløs, han var i synlig grad afmagret, og det kunne ses på tøjet ... navnlig benklæderne ... at han havde været mere fyldig, En vintermorgen kom Jens Olsen fra landbrugsejendommen forbi savværket for at tage med morgentoget fra stationen. Han ser da tilfældigvis denne nye mand og siger mig: » Hvad er det for een, han ser så forsulten ud «. Efter at have fået oplysning om manden, siger han: » Lad mig snakke med ham«. Da arbejdsmanden er kommet ud på stationsvejen og står over for savværksejeren, vil denne have en forklaring om, hvorfor han ikke har kunnet få arbejde nærmere ved bopælen, i stedet for at gå den lange vej morgen og aften. Under samtalen faldt følgende spørgsmål og svar:
Jens Olsen: Er du gift?
Arbejdsmanden: Ja
Jens Olsen: Har du børn?
Arbejdsmanden: Ja
Jens Olsen: Hvor mange?
Arbejdsmanden: Tovl (12)
Jens Olsen: Tåel!
Arbejdsmanden: Ja, og den 13`de sidder i formen, Jens Olsen
Så spurgte Jens Olsen ikke mere, men udtalte til mig og værkføreren: » Denne mand skal have arbejde her på savværket hele vinteren og må først afskediges, når solen står højt på himmelen«.
ENS Olsen Christensen, hvis daglige kendingsnavn kun var Jens Olsen, blev født på Kagerup Overdrev den 5´april 1860. Hans forældre var parcellist og kulsvier Niels Christensen og hustru Karen, født Olsdatter. Da faderen døde i efteråret 1873 begyndte Jens Olsen som 13 års dreng selvstændig at svide trækul, som han hen ad landevejen i en >fast vogn< forspændt et par magre heste om natten transporterede til kulturtorvet i København. I begyndelsen var han ledsaget af bedstemoderen ... hans farmor ... Christen forpagters enke, der ikke var bange for at kunne bruge vognkæppen mod nærgående personer. Trækullene solgtes på torvet, for en stor del til faste kunder: Kobbersmede og trækulshandle; senere fik han større aftagere f.eks. orlogsværftet, Burneister & Wain og forskellige skibsværfter, bla. a. Helsingør. Nu antoges i arbejde ved kulminerne nogle gamle kulsviere Hans Hansen og Jens Pedersen, senere hen Søren Munch og Peder Jørgensen samt flere andre, idet en stor del af drengens tid medgik til handelen, såvel salg som indkøb af træ i skoven. På kulpladsen ... Det såkaldte milested ... Arbejdedes uafbrudt både dag og nat; arbejdstiden var mindst 16 timer i døgnet.
Da Jens Olsen var nået 18 års alderen, var han en stor meget kraftig ung mand, der var i aktivitet på alle tider af døgnet. De gamle kulsviere vidste aldrig hvor J.O. var, han kunne midt om natten pludselig, når han troede han sov eller var i København, stå midt imellem alle kulmilerne; hvis folkene så havde forsømt noget kan det nok være, der faldt brænde ned. Al forsømmelse blev ordnet på den gammeldags maner med et par <på kassen>, men så var sagen endelig ordnet med det samme. Jens Olsen var aldrig af den slags, der vedblivende lod en mand høre for en sket forsømmelse eller fejl. Når afstraffelsen var sket, blev der aldrig talt mere herom, der var udstedt kvittering.

Nu begyndte Jens Olsen >i det små< at handle med rundtømmer til nedramning og med sveller og bro træer, disse sidstnævnte blev da skåret med langsav. Endvidere leverede han mølleaksler til de fleste af Nordsjællands vindmøller. Den gang var der jo endnu store gamle egestammer, der kunne oparbejdes til mølleaksler.
Samtidig med, at Jens Olsen aftjente sin værnepligt i 1883 i kastellet handlede han med tømmer og trækul, bla.a. leverede han sveller og rundtømmer til nedramning til Dronning Louisebroen, Toldbroen og den daværende stadsgrav. Af senere store arbejder, hvortil han leverede træ kan nævnes: Frihavnen, dokken på Refshaleøen, Prinsessegades forlængelse til orlogsværftet, Islands Brygge, statsbanerne samt flere forskellige havneanlæg, såvel her i landet som på Island og Grønland.
I slutningen af firserne (1886-1889) opførtes Kagerup savværk, hvis hele anlæg var godt og tidssvarende. Nu kunne Jens Olsen opfylde alle tidens krav inden for træindustrien samtidig med, at han vedblivende var kulsvier, idet affaldet fra savværket for en del anvendtes til at svide kul af. Jens Olsen var nu på færde både dag og nat ... ligesom han var her var han der ... og da kulsvidningen ikke gjorde hans i forvejen medfødte mørke hudfarve lysere, kaldte de gamle kulsviere ham for kulfanden, der almindeligvis udtaltes <kulfa´en>. Dette navn blev et kendingsnavn for ham over hele landet, ja endog i Skåne. Han brugte af og til dette navn om sig selv, og når han var i særligt godt humør, sagde han kuldævlen.

Efter savværkets fuldførelse havde han fast kontor i København, først på Gammel Torv, derefter i Dronningens Tværgade og sluttelig ved århundredskiftet på Nørrebros Runddel med en stor opslagsplads på Jagtvejen, ligesom han i halvfemserne - som den først Nord for Gribskov - fik telefon til savværket over Hillerød central, idet han for egen regning bekostede ledningen gennem Gribskov.
Der blev nu fart i hele virksomheden, der beskæftigedes almindeligvis ca. 50 mennesker ved savværket, under særlige forhold flere. Udover kulsvidningen, savværksdriften og pasningen af landbruget (fødehjemmet) købtes græsset i de fleste af Gribskovs enge og moser. Høet heraf leveredes til Dyrehaven som vinterfoder til hjortebestanden. Savværksarbejderne måtte høste høet om søndagen, og kørselen til Dyrehaven skete om natten. Ingen tid måtte gå til spilde, og savværkets drift måtte ikke indskrænkes. Der var kun to absolutte fridage hos Jens Olsen, nemlig fastelavns mandag og november markedsdag i Hillerød!

Efterhånden som virksomheden udvidedes skulle der jo mange penge til som driftskapital, hvorfor han mod kaution og prioritet i landejendommen skaffede sig betydelige summer gennem Hillerød Bank. Denne forlangte nu, at han som underskrift på check m.m. skulle skrive det fulde navn Jens Olsen Christensen og ikke som forhen at nøjes med at skrive Jens Olsen. I begyndelsen voldte det ham mange bryderier inden han lærte at skrive Christensen, men han fik med møje lært at stave sit fulde navn.
Efter julestormen i 1902 fladt der jo overordentlige masser af nåletræ i Nordsjællands skove. Kagerup savværk, Hillerød savværk og firmaet Viggo O.P.Hammer i København dannede nu et triumvirat og købte denne store mængde træ. Et nyt interimistisk savværk blev opført ved Gribskovbanens jernbanespor lige overfor Hillerød teglværk. Der medgik et par år inden dette træ var oparbejdet. J.O.C. tjente store summer på denne forretning, idet han for en god pris besørgede kørselen af træet fra skovene til det oprettede savværk. Trætransporten afregnedes med en fast pris pr. kubikfod, uanset hvor træet var beliggende. Han havde i denne periode 10 a 12 spænd heste, der uafbrudt fra tidlig morgen til sen aften transporterede træet til >Gribskov savværk<, som det nye savværk kaldtes.
Da træuld for de forskellige oprettede svineslagterier og æggepakkerier var bleven en meget anvendt artikel - hidtil kun anvendt af møbelfabrikker og mindre håndværkere - blev der på Kagerup savværk 1902/03 anlagt en moderne træuldsfabrik.
Omkring århundredskiftet opførtes en ny kontorbygning på savværkets grund, ligesom der byggedes ny hestestald og ladelænge på landbrugsejendommen. Den hertil hørende jord – ca. en snes tønder land - blev sat i god kultur, og der høstedes god sæd, der dog ikke forslog til foder for malkekøerne og de mange heste.

Alle skovkuskene havde en lang arbejdsdag, de måtte ud af sengen kl 4-4½ om morgenen både sommer og vinter, og det hændte ikke så sjældent, at dagen først var forbi ved midnatstide. Jens Olsens valgsprog overfor skovkuskene var: >I skal hae´ alt det I kan æde, men I skal faneme bestille noget<. Med hensyn til folkenes kost var den absolut god, bedre end de fleste andre steder, hvor arbejderne fik kosten. Spiritus (brændevin) blev der ikke sparet på ved måltiderne, hvor der ligeledes var rigelig <sul> på bordet.
Almindeligvis fik J.O. skyld for at hjemkøre det træ fra skovene, han havde brug for, uanset hvem dette træ tilhørte. Denne beskyldning var ikke rigtig, hvad angå tiden efter savværkets opførelse. Som ung kulsvierdreng var han vel nok ikke bedre end egnens gamle kulsviere, der hjemkørte fra skoven det dobbelte kvantum af, hvad der var købt og betalt. Det var derimod almindeligt at det træ, der var købt til savværket ved auktion eller >under hånden<, blev hjemkørt, hvis man havde brug for det, inden betalingen skete. Navnlig Kronborg skovkasse i Esrum gav Jens Olsen længere kredit end andre trækøbere; han tog personlig nogle gange om året til den såkaldte >amtstue< i >klostret< for at indynde sig hos skovkasseren med forklaring om de >strenge tider<, hvor svært det var at få pengene ind o.s.v. Disse besøg resulterede som regel i, at J.O. erholdt en a to måneders kredit udover det normale. I begyndelsen af savværkets drift og handelen med træ var det nødvendigt at erholde så lang kredit som muligt, men senere hen havde det ikke været nødvendigt, han var da begyndt at blive kapitalstærk. Til daglig ville han gå og gælde for en fattig mand, kun når han havde fået for megen spiritus, kunne han >prale< af den fattige kulsvierdreng, som nu var savværksejer og som de store firmaer nu kendte.

Ved skovauktionerne i Nødebo, Mårum, Esrum og til dels i >Skovlyst< ved Hillerød, hvor der den gang solgtes meget gavntræ, særlig efter egetræsskovningen hvert forår, gik det som regel >hårdt til<, hvad nydelsen af spiritus angik. I de fleste tilfælde var J.O. omhyggelig overfor pengepungen, men det skete, at han, som han selv sagde, gik >over gevind<. I så fald var det lige meget, hvad det kostede, blot de andre træhandlere og disses repræsentanter samt de gamle kulsviere blev kendelig berusede. Efter endt skovauktion på >Skovlyst< kom en gang Jens Olsen i >løftet stemning< ind på den nu nedlagte restauration >Nødebo< i Helsingørgade i Hillerød. Han krævede ind til alle de tilstedeværende personer. Ved arbejdstidens ophør rygtedes udover torvet og de nærmeste gader, at >kulfanden< var - som det hed den gang - i >gehjørnet<. En halv snes forskellige arbejdere, hvoraf en var en personlig bekendt af J.O., gik ind i restaurationen og satte sig ved et par borde i nærheden af indgangsdøren, medens den ene mand gik hen og hilste. Jens Olsen råbte da til værten: >Giv alle disse rasphus-tyveknægte så meget de kan drikke på kulfandens bekostning<. Uagtet den daværende billige pris på spiritus kostede det J.O. ekstra en 100 krone-seddel inden selskabet havde fået nok.

Til daglig var han imidlertid meget påholdende, især med småbeløb; han ville >file< og spare ud over alle grænser. Utallige er de forligssager, der på hans foranledning er behandlet i tidsrummet omkring århundredskiftet ved retten i Helsinge. Han betalte sjældent en regning fuldt ud, han ville have rabat. En gang kom en dyrlæge med en regning, der var betydelig, da både de mange heste og køerne havde været behandlet af dyrlægen i årets løb. Jens Olsen sagde, da han havde set slutbeløbet: >den betaler jeg inte, hvis jeg inte får 15% afslag<. Efter nogen parlamentering indgik dyrlægen på at give saldokvittering mod en rabat på 15%. Da sagen således var ordnet kom der mad m. m. på bordet, og dyrlægen og J.O. havde et hyggeligt samvær. Pludselig siger Jens Olsen:> Jeg forstår inte, at du fandt dig i de 15% uden at være særlig >obstanasig<, hvortil dyrlægen smilende sagde: >Jeg kender dig dig jo, og derfor havde jeg lavet regningen 20% højere end til andre kunder>. hvortil dyrlægen smilende sagde: >Jeg kender dig jo, og derfor havde jeg lavet regningen 20% højere end til andre kunder<. J.O. stirrede forbavset på dyrlægen og sagde: >Skål min ven, du er faneme mere drukdreven end som du ser til, og som jeg har tænkt mig<.
Til belysning af Jens Olsens forskellige måder at opføre sig på kan nævnes, at han ikke var bange for at hjælpe naboer og andre bekendte med et lån. Der skulle ikke udstedes kvittering for beløbet eller oprettes bevis for lånet, i den retning var et ord et ord, men havde låntageren en eller anden fejl eller hans kone efter Jens Olsens mening enten var fremtrædende eller ikke viste nogen respekt for savværksmanden, så benyttede han lejligheden til at sige manden mange >pæne ord<.
Jens Olsen Christensen indgik ægteskab på sin 45 års fødselsdag med husbestyrerinden Johanne Andersen, der var ca. 17 år yngre end manden. Hustruen, som han kaldte hende - han sagde aldrig min kone - havde noget før Jens Olsens moder døde i efteråret 1902 været husbestyrerinde på landejendommen; hun var således kendt med forholdende både med arbejdet og omgangstonen.

Omkring 1906/07 gik Jens Olsen i kompagni med etatsråd Haurowitz om savværket, der for halvparten måtte udrede en efter forholdende ret stor sum. Dette kompagniskab holdt kun nogle få år. Det endte da med et krak; etatsråden døde, og Jens Olsen er klærede konkurs. Nogen tid efter at Jens Olsen var konkurs bad han mig, der da boede i Frederiksværk, om at gennemgå konkursboets mange regnskabsbøger, der beroede hos en overretssagfører i København. Efter at have arbejdet med dette store materiale i 4 dage kom J.O. og inviterede mig til middag på en nærliggende restauration. Under spisningen spurgte han, om jeg havde observeret noget særligt, hvortil jeg svarede, at han årligt havde forbrugt 5 gange så stort et beløb som da han var eneindehaver; dette havde driften ikke kunnet bære. Hertil svarede J.O. >Ded ved je nok, men Haurowitz kunne inte nøjes med mindre og så kunne han jo inte forhulde mig i at brøvve ded samme; se han har brøvt sit, men jeg haer de meste a mit, ded er forskellen. Har du ellers ingen skurkestreger fundet?< Hertil bemærkede jeg, at efter det kendskab, jeg havde til hele foretagendet både før og efter kompagniskabet, måtte J.O. være gået fra hele bedriften i Kagerup med over 200.000 kroner i tegnebogen. Herefter spiste vi i tavshed, og efter at vi havde rejst os fra bordet, siger han: >Ja du finder jo ikke noget, hvor meget skal du have for de dage, du har spildt her?< Jeg forlangte og fik beløbet udbetalt kontant med det samme, hvorefter denne revision var afsluttet!

Efter at Kagerup savværk var gået over på andre hænder, boede Jens Olsen en kort tid i Hillerød, men dannede så proforma et aktieselskab, købte en villa i Mårum Thinghuse og genoptog den afbrudte tømmer- og træhandel i stor stil. Når træ af en vanskelig art eller form skulle bruges, vidste de store firmaer, hvor >kulfanden< boede, han var i stand til at fremskaffe de varer, ingen anden formåede.
Medens han boede i Thinghusene kaldte han sig selv for en falittenspiller, der havde måttet oprette et aktieselskab for at kunne handle. Et sådant aktieselskab >Jens Olsen Christensen< blev imidlertid aldrig indregistreret, thi ingen tænkte sig en sådan dristighed praktiseret ud i forretningslivet.

Efter at Jens Olsen var flyttet til Mårum Thinghuse handlede han med tømmer i stor stil. Under verdenskrigen solgte han meget træ. Det meste af Horserødlejren stammer fra ham, ligesom flere store firmaer i hovedstaden måtte henvende sig til J.O. for at få, hvad der behøvedes. Hans indtægt i disse krigsår og årene derefter var ganske betydelig, men han efterlod sig jo også ½ million, hvoraf vel ca. halvdelen var indtjent efter savværkskrakket.
Jens Olsen døde i januar måned 1930 omtrent 70 år gammel; han ligger begravet på Mårum Kirkegård. Han var en af de sidste ægte kulsviere - både i sind og skind, som man i sin tid sagde. - Hans arbejdsomhed anerkendtes fra alle sider, og han skaffede arbejde til mange mennesker, men fagforeningsbevægelsen var han en absolut modstander af, endskønt han betalte den samme dag- og timeløn som var til at opnå andet steds. Hele Mårum sogn og nærmeste omegn har meget at takke ham for, trods hans særheder. En mand, der ville udføre et arbejde, gik aldrig forgæves til ham, og de enkelte, der kendte ham nøje og havde hans tillid, var ikke blinde for hans gode side.